Vedtægter

Vedtægter for Det Danske Kriminalakademi

§1 Formål

Det Danske Kriminalakademi (DKA) har til formål at fremme god kriminallitteratur.

DKA bidrager hertil bl.a. ved årligt at uddele Palle Rosenkrantz prisen og et eller flere diplomer for
prisværdig indsats for genren. Indstilling om disse uddelinger sker ved en af DKA særligt udvalgt jury. Regler
om juryens sammensætning og arbejde findes i særlige vedtægter.

Til opfyldelse af formålet afholder DKA endvidere arrangementer og tager kontakt med tilsvarende
sammenslutninger i udlandet.

§2 Medlemmer

DKAs medlemmer består af forfattere af kriminallitteratur samt personer, der offentligt har skrevet om kriminallitteratur eller som på anden vis har bidraget væsentligt til DKAs formål.

Optagelse af nye medlemmer sker ved skriftlig indstilling til foreningens formand, der fremlægger forslagene til generalforsamlingens behandling. Forslagsstilleren begrunder sit forslag på generalforsamlingen. Optagelse afgøres ved almindeligt flertal.

Medlemskab ophører, såfremt kontingent ikke er betalt efter en rimelig frist efter rykker, eller såfremt generalforsamlingen træffer beslutning om ophør af medlemskab af anden grund.

§3 Ledelse

DKA ledes af generalforsamlingen og bestyrelsen. I spørgsmål om udpegelse af pris‑ og diplommodtagere er juryen uafhængig af DKA.

§4 Generalforsamling

Generalforsamlingen er DKAs øverste myndighed.

Ordinær generalforsamling indkaldes med 14 dages varsel og afholdes i foråret. Den ordinære generalforsamling skal behandle følgende dagsordenpunkter:

  • Valg af dirigent og referent
  • Formandens beretning
  • Forelæggelse af revideret regnskab og budget
  • Forslag fra bestyrelsen (bl.a. kontingent og nye medlemmer og udskiftning i juryen)
  • Forslag fra medlemmerne
  • Valg af formand samt den øvrige bestyrelse, herunder 2 suppleanter
  • Valg af revisor og revisorsuppleant

Ethvert medlem, der har betalt årskontingent, er stemmeberettiget. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog kan et medlem højst repræsentere to fraværende medlemmer. Fuldmagter skal før generalforsamlingen være forevist sekretæren. Generalforsamlingen træffer beslutning ved almindelig stemmeflerhed, cfr. dog om vedtægtsændringer og opløsning af DKA (§9).

Dirigenten eller flertallet af de fremmødte kan kræve skriftlig afstemning. Beslutningsforslag skal være udsendt til DKAs medlemmer mindst 5 dage før generalforsamlingen og være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

§5 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når bestyrelsen beslutter det, eller når mindst 10 medlemmer begærer indkaldelse overfor formanden. Der indkaldes med mindst 8 dages varsel med angivelse af de forslag, der ønskes truffet beslutning om. I øvrigt gælder reglerne for den ordinære generalforsamling.

§6 Bestyrelsen

Bestyrelsen består af en generalforsamlingsvalgt formand samt fire generalforsamlingsvalgte medlemmer.

Bestyrelsen fordeler selv opgaverne mellem sig. Kassereren vælges af og er ansvarlig over for generalforsamlingen, men behøver ikke være medlem af bestyrelsen.

To bestyrelsesmedlemmer vælges hvert lige år, de øvrige to hvert ulige år. Der vælges hvert år en suppleant for de valgte.

Akademiet tegnes af formanden (i dennes fravær: næstformanden) i forening med et andet medlem af bestyrelsen.

Bestyrelsen har den daglige ledelse af akademiets virksomhed og er bemyndiget til at udtale sig på akademiets vegne. Bestyrelsen råder over akademiets midler i overensstemmelse med vedtægterne og generalforsamlingens beslutninger.

§7 Regnskab

DKAs regnskabsår er kalenderåret. Årskontingentet skal indbetales inden 1. april i regnskabsåret.

Kassereren fører regnskab for indtægter og udgifter. Årsregnskab afgives inden den 31. januar det følgende år til DKAs revisor, og det reviderede regnskab forelægges på den ordinære generalforsamling i februar.

DKAs midler skal indestå på postgirokonto eller i bank/sparekasse. Kassereren kan med bestyrelsens tilslutning oprette en udlægskasse.
Bestyrelsen kan kun med generalforsamlingens samtykke forpligte DKA økonomisk.

DKA hæfter med sin formue for påtagne forpligtelser. Medlemmerne hæfter ikke personligt.

§8 Vedtægtsændring. Opløsning af DKA

Ændring af vedtægter og opløsning af DKA kan besluttes på en generalforsamling, såfremt mindst halvdelen af medlemmerne er mødt (eller repræsenteret pr. fuldmagt), og såfremt mindst 2/3 af de fremmødte (repræsenterede) stemmer for ændring/opløsning. Generalforsamlingen skal beslutte, hvorledes der ved opløsning skal forholdes med DKAs formue.

§9 DKAs stiftelse

DKA er stiftet den 15. november 1986. Stifterne ‑ der er registreret af den bestyrelse, der er udpeget ved det stiftende møde ‑ er medlemmer af DKA. Kontingentet for årene 1986 og 1987 er fastsat til kr. 150,‑ i hvert af årene.

Vedtaget på stiftende møde 15. november 1986 og revideret på generalforsamlingen 11.december 1992 samt generalforsamlingen 2015.

Vedtægter for juryen

Vedtægter for Det Danske Kriminalakademis Jury, vedtaget på Det Danske Kriminalakademis generalforsamling den 2. april, 2022 og med de ændringer af §5, der blev vedtaget på Generalforsamlingen den 16. marts 2024:

1. Formål

Juryen har til formål at uddele priser og diplomer på vegne af Det Danske Kriminalakademi. Faste priser er Palle Rosenkrantz-prisen for bedste spændingsroman på dansk samt Harald Mogensen-prisen for bedste danske kriminalroman. Hertil kommer en række diplomer, som juryen selv fastlægger. Desuden finder juryen de danske medlemmer af Glasnøglejuryen blandt sine medlemmer.

2. Medlemmer

Medlemmer af juryen vælges på Det Danske Kriminalakademis generalforsamling. Jurymedlemmerne skal være medlem af Det Danske Kriminalakademi. Der vælges 7 medlemmer af juryen. Juryen vælger selv en formand. Hvert medlem af juryen vælges for 4 år ad gangen. Juryen vælger desuden årligt 3 af sine medlemmer, der udgør den danske jury til Glasnøglen.

3. Palle Rosenkrantz-prisen

Palle Rosenkrantz-prisen gives for den bedste spændingsroman udgivet på dansk i det foregående kalenderår. Alle oversatte krimi- og spændingsromaner, der er udgivet af et professionelt dansk forlag, er indstillede til prisen. Såfremt Det Danske Kriminalakademi har midlerne til det, modtager prisvinderen en sum penge sammen med prisen.

4. Harald-Mogensen-prisen

Harald Mogensen-prisen gives for den bedste danske kriminalroman udgivet i det foregående kalenderår. Alle danske krimi- og spændingsromaner der er udgivet af et professionelt dansk forlag, er indstillede til prisen. Såfremt Det Danske Kriminalakademi har midlerne til det, modtager prisvinderen en sum penge sammen med prisen. Den prisvindende bog er automatisk nomineret til Glasnøglen.

5. Diplomer

Juryen har bl.a. mulighed for at uddele diplomer for bedste krimidebut, Anton Koch-diplomet (gives til en person der ”med entusiasme, engagement og bred faglighed har beskæftiget sig med kriminallitteraturens specifikke spilleregler, stil og sprog”) samt andre, såfremt juryen finder det passende. Hvis Det Danske Kriminalakademi har midlerne til det, følger et pengebeløb med diplomerne.

6. Økonomi

Såfremt der følger et beløb med de uddelte priser, betales dette af Det Danske Kriminalakademi.

7. Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kan ske på Det Danske Kriminalakademis generalforsamling. Forslag til vedtægtsændringer skal være Akademiets bestyrelse i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen. Der stemmes med almindeligt flertal om ændringerne på generalforsamlingen.

8. Opløsning

Juryen kan opløses eller nedlægges, hvis der stemmes herfor med kvalificeret flertal på Det Danske Kriminalakademis generalforsamling.